Databehandleraftale · version 1 · 1. oktober 2026
Databehandleraftale
Den aftale, der gælder for deltagernes svar, når I bruger Consonify. I er dataansvarlige, Consonify er databehandler.
Databehandleraftalen består af Datatilsynets standardkontraktbestemmelser efter databeskyttelsesforordningens artikel 28, stk. 8, med de fire bilag, der står herunder. Bestemmelserne findes hos Datatilsynet, og de ændres ikke.
Parterne: Kunden, som har bestilt Consonify (den dataansvarlige), og Frisch Group Holding ApS, CVR 46020006, Ibækvej 141, 7100 Vejle (databehandleren).
Sådan indgås den: Aftalen indgås, når I bestiller og sætter kryds ved handelsbetingelserne og databehandleraftalen. Version og tidspunkt gemmes med bestillingen, og fakturaen henviser til den version, der gælder.
Bilag A · Oplysninger om behandlingen
A.1 Formål
At gennemføre teamanalyser for den dataansvarlige: indsamle deltagernes svar på et personlighedsskema, beregne hver deltagers egen rapport og en samlet analyse af holdet til lederen, og — hvis historik er tilvalgt — gemme målinger, så holdet kan sammenlignes over tid.
A.2 Behandlingens karakter
Indsamling via en webformular, krypteret opbevaring, beregning, visning, arkivering når målingen lukkes, backup og sletning.
A.3 Personoplysninger
- Svar på 116 udsagn, hvert et tal fra 1 til 5 (ældre hold: 58 udsagn).
- Et tilfældigt nummer på ni cifre, som deltageren bruger til at åbne sin rapport, og en plads i holdet («Deltager 3»).
- Tidspunkt for start og afslutning.
- Beregnede resultater: fem hovedtræk og deres facetter.
- Teknisk: IP-adressen bruges i højst et kvarter til et loft over, hvor mange koder der kan prøves fra samme sted, og registreres i webhotellets serverlog. Den gemmes ikke sammen med svarene.
Der indsamles ikke navn, e-mail, alder, køn, etnicitet eller helbred, og ingen af udsagnene handler om politisk eller religiøs overbevisning. Der behandles ikke følsomme oplysninger efter artikel 9.
A.4 Registrerede
Medarbejdere eller medlemmer af den dataansvarliges hold, som vælger at svare.
A.5 Varighed
Så længe der ligger målinger for den dataansvarlige. Slettefristerne står i C.4.
Bilag B · Underdatabehandlere
B.1 Godkendte underdatabehandlere
| Navn | Behandling | Sted |
|---|---|---|
| Simply.com A/S | Webhotel: drift af webappen, database, arkiv og backup. Afsendelse af mail fra info@consonify.dk (kun til lederen — deltagerne får ingen mail). | Danmark, datacentre hos team.blue Denmark A/S |
Simply.com bruger selv underleverandører i Danmark til backup og destruktion af lagermedier. De står på Simply.com's compliance-side.
B.2 Ikke underdatabehandlere
Stripe modtager kun oplysninger om kunden og betalingen, aldrig deltagernes svar. For de oplysninger er Frisch Group Holding ApS selv dataansvarlig. cvrapi.dk modtager kun virksomhedens CVR-nummer ved bestillingen.
B.3 Ændringer
Databehandleren har den dataansvarliges generelle godkendelse til at bruge underdatabehandlere. Ændringer varsles med mindst 30 dage på mail til lederen og på denne side. Den dataansvarlige kan gøre indsigelse og i så fald opsige aftalen med forholdsmæssig refusion af historik.
Bilag C · Instruks
C.1 Behandlingens genstand
Databehandleren behandler kun oplysningerne til formålet i A.1 og efter produktets faste regler: Holdanalysen frigives først ved mindst fire svar, og lederen får aldrig adgang til en enkelt deltagers svar eller rapport.
C.2 Sikkerhed
- Al trafik er krypteret (HTTPS).
- Svarene er krypteret i databasen. Nøglen ligger i en konfigurationsfil uden for hjemmesidens mappe, adskilt fra databasen, men på samme webhotel.
- Deltagere har intet login. Adgang til egen rapport kræver et tilfældigt nummer på ni cifre, og der er et loft på 30 forsøg pr. kvarter fra samme adresse.
- Administration kræver en lang tilfældig nøgle eller et engangslink sendt til info@consonify.dk. Nøglerne kan skiftes.
- Der findes ingen funktion, der viser en leder en enkelt deltagers rapport. Det er afprøvet i den automatiske test.
- Backup tages hver nat og slettes efter 14 dage. Krypteringsnøglen er ikke med i backuppen.
C.3 Bistand
Deltageren kan selv se sin rapport (indsigt) og slette sine svar med en knap (sletning). Andre anmodninger besvarer databehandleren inden for 14 dage. Brud på persondatasikkerheden meddeles den dataansvarlige uden unødig forsinkelse og senest 24 timer efter, at databehandleren er blevet bekendt med det.
C.4 Opbevaring og sletning
Svar slettes 60 dage efter målingen med 14 dages henstand. Har den dataansvarlige tilvalgt historik, forlænges fristen med et år ad gangen; det er den dataansvarliges instruks. En deltagers egen sletning gennemføres med det samme og uanset historik. Efter sletning står kun målingens dato, antal svar og holdets fem gennemsnit tilbage. Slettede svar kan ligge i backup i op til 14 dage.
Når aftalen ophører, slettes alle oplysninger senest 30 dage efter.
C.5 Lokalitet
Hos Simply.com A/S i Danmark.
C.6 Overførsel til tredjelande
Der sker ingen overførsel til lande uden for EU/EØS.
C.7 Tilsyn med databehandleren
Den dataansvarlige kan én gang om året få en skriftlig redegørelse for, hvordan aftalen overholdes. Fysisk tilsyn aftales særskilt og betales af den dataansvarlige.
C.8 Tilsyn med underdatabehandlere
Databehandleren gennemgår én gang om året Simply.com's databehandleraftale og compliance-oplysninger.
Bilag D · Andre forhold
D.1 Formålsbegrænsning
Den dataansvarlige forpligter sig til ikke at bruge resultaterne som grundlag for udvælgelse af ansøgere, ansættelse, forfremmelse, ændring af ansættelsesvilkår, afskedigelse, løn, bonus eller vurdering af den enkelte medarbejders præstation, og til ikke at forsøge at finde ud af, hvem der har svaret hvad, eller afkræve en deltager sin rapport.
Tilsidesættelse er væsentlig misligholdelse og giver databehandleren ret til at lukke adgangen uden varsel.
D.2 Deltagerens sletning går forud
Den dataansvarlige kan ikke instruere databehandleren i at bevare svar, som deltageren selv har slettet.
D.3 Ansvar og forrang
Ansvaret følger handelsbetingelsernes punkt 12. Ved modstrid går standardkontraktbestemmelserne forud for disse bilag og for handelsbetingelserne.
Spørgsmål til aftalen: info@consonify.dk. Se også handelsbetingelserne og privatliv og jura.
Udkast
Version 1 er skrevet, men endnu ikke gennemgået af en jurist. Den gælder for bestillinger fra i dag. Ændrer gennemgangen noget, lægges en ny version her, og en bestilling følger altid den version, der gjaldt, da den blev afgivet.